
Dagny maler på loftet af Kratholm i Bellinge. Omkring 1945. Ungdomsmaleri af min far Thormod Kidde. Dagny Nielsen (født Kidde) var hans mor. Når farmor havde dårlige tanker, skrev hun dem ned på et stykke papir, og brændte dem i kakkelovnen.

Farmor, far og farfar: Dagny, Thormod og Richard Nielsen i haven til Kratholm. Min fars konfirmation 1939. Farfar var landmand, frugtavler og skovejer, tidligere købmand i Bellinge. Far skulle have arvet gården, men gik sine egne kunstneriske veje.

Et af min farmor Dagny Nielsens malerier fra perioden 1940-1950. Det var her min far første gang opdagede maleriet. Senere malede han i egnen omkring Bellinge sammen med den fynske maler Chr. Pedersen-Bellinge.

Ungdomsmaleri af min far, der har malet Dagny i naturen ved Bellinge omkring 1945. Billederne overgår ved min død til Vejle Kunstmuseum, der i dag har alle fars grafiske arbejder.

Sankt Hans aften i Bellinge kort efter befrielsen. Ungdomsmaleri af far 1945. Som barn fik jeg altid at vide, at min oldefar Chresten Olesen er en af dem, der sidder omkring bålet.

... og så hedder kunstneren Rune T. Kidde (f.1957), det er såmænd mig. "Krigsnarren". Krigen lever i sin egen dårskab. Den slår sig selv ihjel med sine egne våben.

"Uidentificeret flyvende kat", 1983. Vi er levende væsner i et uendeligt univers. Vores øjne glor uden at fatte noget. Kroppen hænger som et dødeligt, skrøbeligt appendiks efter os.
… Sådan slutter en lille familiehistorie om en nedarvet trang til at tolke verden i billeder.















