Forfatteren fotograferet af Nikolaj Palmskov under højdepunktet af arbejdsprocessen med "Sandhedens djævlekløer" 2010.
Grigori Efimovich Rasputin blev født den 22. januar 1869 i Pokrovskoye, Sibirien. Han var søn af en hesteavler og en nomade. Et stort stjerneskud, lyste op på himlen, da han blev født. I den lokale folketro et tegn på, at overnaturlige og magiske kræfter var på spil.
Løgnehistorier og sladder er en stor del af den russiske folkesjæl, og Rasputins eftermæle er fortalt i en mængde versioner, der givet ikke allesammen har ret meget med virkeligheden at gøre.
Var Rasputin var et ærligt naturmenneske med helende kræfter, der blev fordærvet af Skt. Petersborgs overflod og dekadence? Hans datter Maria Rasputin 1899-1977 (t.h. på billedet), husker ham på den måde i sin bog "Rasputin - the man behind the Myth". Min roman fortæller en helt anderledes historie. Kvinden t.v. på billedet er muligvis grevinde Ignatiev der husede Rasputin under hans første tid i Skt. Petersborg, og som var nær veninde af zar-parret
Rasputin havde et syn af Jomfru Maria og samlede mange mennesker omkring sig i et opgør med den russiske statskirke. Mange mente, at der var tale om seksuelle orgier, og han er blevet husket som blandt meget andet "den gale munk" og "den sorte munk".
Rasputin kunne hele med sine øjne og hænder. Øjnene kunne han allerede fra sin barndom gøre smalle som gede-pupiller, når han brugte disse kræfter.
Skt. Petersborg var Ruslands hovedstad og ifølge overleveringerne brugte Rasputin ikke serviet, når han dinerede ved de store selskaber. Adelige damer slikkede hans fingre rene. Byen var i starten af 1900-tallet meget dekadent, fuld af druk-orgier, spil, selvmord og seksuel løssluppenhed.
Rasputin blev nær ven med zar Nikolai II og zarina Aleksandra Feodorovna. Han helbredte deres barn tronarvingen og opnåede en stor politisk magt i Rusland. Eftermælet vil vide, at han var zarinaens elsker.
Rasputin blev udråbt som spion, svindler, bondefanger, libertiner og seksuel galning. Under 1. verdenskrig blev han sammen med den tyske zarina anklaget for at støtte Tyskland.
I "Sandhedens djævlekløer" fører jeg både de sorte og hvide overleveringer om Rasputin helt ud til grænsen. Han tror, han er Kristus, og derefter, at han er Gud. Hovedpersonen i min roman er en hjerteløs blanding af tro og liderlighed.
Rasputin blev forsøgt myrdet mange gange under sine sidste leveår. Fortællingerne om ham siger, at han aldrig vaskede sig, begyndte at drikke og uden varsel fyrede ministre eller censurerede dagblade. Min fabel følger hans liv fra fødsel til død, men der er mere end ét plan i bogen.
De store omvæltninger i Rusland efter 1. verdenskrigs udbrud i 1914 bragte Rasputin ud i uoverskuelige vanskeligheder. Millioner af russiske soldater døde under krigen eller vendte syge og lemlæstede hjem til Skt. Petersborg. Der var optog, opstande og demonstrationer, og Rasputin blev til stadighed beskyttet af soldater fra det hemmelige politi.
Rasputin blev skudt og kastet i Neva-floden natten til den 16. december 1916. Efterforskning har vist, at han ikke døde af skudsårene, men søgte at svømme mod overfladen af den vinterkolde Neva. Min roman vender 180 grader, mens ilten langsomt forsvinder fra hans hjerne. Fablen bliver ikke alene et billede af en besynderlig, fortidig skikkelse, men også af en anden Rasputin end overleveringerne har givet os og et billede af mennesket af i dag.
