Mit liv og andre lømmelstreger

FAR OG MOR.

TEGNESERIERNE.

GENNEMBRUDDET.

BLINDHEDEN, DANMARKS RADIO.

RIMENE.

HISTORIEFORTÆLLINGEN.

FILMENE.

ROMANERNE.

FAR OG MOR.

Far efter udgivelsen af Selma Lagerlöfs “Gösta Berlings Saga” i 1967. Klintholmvej i Faldsled. Fotograf Knudsen, Berlingske Tidende. Fars efterladte arbejder findes idag på Vejle Kunstmuseum, og du kan få et indtryk af ham i min bog “KVINDFOLK”, Modtryk, 2002.

Far efter udgivelsen af Selma Lagerlöfs “Gösta Berlings Saga” i 1967. Klintholmvej i Faldsled. Fotograf Knudsen, Berlingske Tidende. Fars efterladte arbejder findes idag på Vejle Kunstmuseum, og du kan få et indtryk af ham i min bog “KVINDFOLK”, Modtryk, 2002.

Jeg blev født i Bellinge uden for Odense 1957. Min far var grafiker, maler og illustrator Thormod Kidde (1925-1996), og jeg er vokset op inden i en bog, fordi jeg gennem hele min opvækst har fulgt hans arbejde med store illustrationsopgaver som Preben Ramløvs Danske folkeeventyr, Selma Lagerlöfs Gösta Berlings Saga eller Ingemanns historiske romaner. “Man skal ikke male fanden på væggen, for det er aldrig der, han dukker op”, sagde far, mens han bakkede på majspiben og malede klædeskabene med blomstrende æbletræer og badekarret med abstrakte oceanider. På garagevæggen lavede han et relief af Suzanna i badet i cement.

Min mor Kit Kidde (1929-1997) var engelsk korrespondent og arbejdede i min barndom med keramik, stoftryk, teater og sang. Jeg blev født ind i det kreative på godt og ondt. På den ene side pantefogeder, der hamrede på døren, når far ikke kunne få stregerne til at nå halen af regningerne, og min mor, der led af mange og voldsomme nervesammenbrud. På den anden side redaktører, mediefolk og kunstnere, der ofte besøgte mine forældre, især efter at vi flyttede til et rødt, stråtækt bindingsværkshus i Faldsled på sydfyn i 1962.

Jeg husker tydeligt, at mor til min store beskæmmelse kritiserede et af mine første større romanværker med ordene: “Man kan altså ikke åbne vinduerne i en flyver!”, men sådan er det altid med kritikere. De hæfter sig ved petitesser.

Til toppen

TEGNESERIERNE.

Jeg voksede op sammen med det gryende danske tegneseriemiljø, udgav mit eget lille undergrundsblad ” “Blomstrende spaghetti” med tegneserier og kom på den måde i kontakt med Henning Kure, der udgav mine to første overgrunds-albums “Rune T. Kidde” og “Man siger så meget” i 1980.

Jeg tegnede på alt inden for rækkevidde. Kaffeposer, kuverter, tørrede græskar og enkelte stykker tilnærmelsesvis normalt papir. Jeg mødte alle tegneseriens pionerer, som blev drivkræfterne bag det vældige boom: Peter Madsen, Peter Kielland, Mik Shack, Kim Fupz Åkeson, Jørgen Mogensen, Paul Arne Kring, Ingo og Freddy Milton og Sussi Bech. Claus Deleuran var også en af dem. Han tænkte altid i ualmindelig lang tid, når man spurgte ham om noget, og den første gang, jeg skulle besøge ham, kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg skulle svinge af fra hovedvejen. Jeg ringede og spurgte. Tavshed. Tavshed i MEGET lang tid, så kom endelig svaret på syngende fynsk: “Der står i g!” Det gjorde der ganske rigtigt også. På et andet tidspunkt skulle jeg invitere ham med til en tegneserieudstilling i Erlangen i Tyskland. Efter en LAAANG pause svarede Claus: “Der har jæ væær’. Jæ fik i boll mæ ost”, og så var den sag afgjort.

Henning Kure var også udsprunget af fanbevægelsen, og han samlede mange af de bedste kunstnere fra den periode omkring sig på Arne Stenbys forlag Interpresse i Bagsværd. Jeg arbejdede nogle år som redaktør på Interpresse for Basserne, Fantomet, Underground og tegneserietidsskriftet Komix samtidig med, at jeg blandt meget andet lavede idéoplæg til Mort Walker på Basserne og Gilbert Shelton på “Flipkompagniet”.

Sidst men ikke mindst mødte jeg mit hjertes Marianne, der var Arne Stenbys niece. Vi har nu fejret vores sølvbryllup forlængst, hvilket undrer mig umådeligt, vores unge alder taget i betragtning, men det må være noget med slidhuller i tidslommerne!

Marianne, Arne Stenby og mig, 1992. Arnes første ord til mig var:

Det med tegneserierne var en ren og skær tilfældighed. Processen og entusiasmen i tegneseriens lille kulturkamp var det, der tændte mig. Alt boblede og gærede alle vegne, og jeg var med til at starte tegnestuerne “Gimle” og “Tegneserieværkstedet” og stifte undergrundsforlaget “Balder & Brage”, mens jeg skrev og tegnede for mange aviser og ugeblade som Svikmøllen, Politiken, Ekstra Bladet, Månedsbladet Press, København, Det ukendte, Vision og talløse fanzines.

Til toppen

GENNEMBRUDDET.

Kulturminister H. P. Clausen overrakte mig Pingprisen i 1984. Jørgen Mogensen,

Jeg fik Ping-prisen overrakt af kulturminister H. P. Clausen i 1984, og albummet “Den Lilla Møghætte og pulven” udkom som mit første “hit” på Ekstra Bladets Forlag i 1987. Det kører nu i 12te oplag og er kommet i både radio, teater, tegnefilm, opera og bogudgave også for at få historierne til at sprælle og leve i mange dimensioner.

Jeg elsker at skabe en historie om til vidt forskellige medier, for det er et helt nyt udtryk hver gang. Tegneserierne kombinerer ordet med billeder, radioudsendelserne kombinerer dem med lyd, operaen kombinerer dem med musik og så videre og så videre. Forvandlingen er lige livgivende og lærerig hver gang.

De to succeser “Øldrikkerens lille grønne”, 1985, og “Litterærlige klassikere”, 1988, kom samtidig med, at jeg skrev historier til “Anders And og co.” og lavede børnebøger.

Den sidste side, jeg tegnede overhovedet, blev en fed måde at slutte tegneseriedelen af mit liv af på. Det var serien om pissehuen, der blev offentliggjort første gang i “Månedsbladet Press”. Jeg frygtede en overgang, at der ville komme til at stå: “Her hviler pissehuens skaber” på min gravsten!

Se tegneseriestriben ‘Pissehuen’ her.

Du kan se alle mine udgivelser fra tegneserietiden under bibliografi og læse uddrag og presseomtale om dem.

Til toppen

BLINDHEDEN, DANMARKS RADIO.

Da jeg blev blind i 1990, kunne det heldigvis ikke knække mig. Mors skrøbelige sind havde givet mig meget voldsomme depressioner i næsten 15 år, men jeg fik kæmpet mig fri på egen hånd. Blindheden var ikke tilnærmelsesvis så svær at tackle som depressionerne. Jeg havde lært, hvordan jeg skulle undgå de sorte huller. Det var knaldhårdt i starten, men jeg arbejdede nonstop, mens jeg lærte mine nye veje at kende, og lige fra begyndelsen af gav det mig muligheden for at prøve kræfter med helt nye kreative udfordringer.

Jeg blev freelancer for Danmarks Radio p1, p2 og p3 i omkring 10 år. Da jeg mistede synet totalt, arbejdede jeg for Karen Fougner og Hans Sydow på ungdomsprogrammet “Caramba”. Jeg ringede til Karen og sagde, at nu var det slut. “Er du blevet blind”, sagde Karen. “Nå, men så skal du da bare lave noget mere radio! Det blev famous first words til de bedste år af mit liv.  For p1 lavede jeg rejsemontager og reportager fra blandt andet Kina, Japan, Færøerne, Frankrig, Caribien og Tyskland.

Sammen med den 84-årige yokobue-spiller Ishikawa-san og japansktalende Kristine Ahrensbach i Japan, 1992. Rejsen blev til dokumentarudsendelsen

Min egen yndlingsudsendelse er reportagen “Shinto, bonzai og yokobue”, hvor jeg rejste sammen med en tolk og fik lov til at møde det gamle Japan, som jeg har elsket lige siden min barndom. Jeg talte med en gammel shintopræst om naturreligionens myter og guder, med en gammel bonzaimester om kunsten at lave minaturetræer, og jeg hørte den 78-årige yokobue-spiller Ishikawa-san spille og fortælle om sin kunst. Det var en ualmindeligt stor ære, da jeg fik lov til at røre ved hans 100 år gamle bambusfløjte, der havde fulgt ham til religiøse fester i 70 år. Tiden stod helt stille et øjeblik.  En anden spændende opgave var de dramatiserede fortællinger til p3 børneradio. Jeg blev inviteret til at lave programmerne af herlige Carsten Overskov og lavede blandt andet 3 år i træk en udgave af J. R. R. Tolkiens “Hobbitten” og “Eventyret om ringen”. Lønnen nåede ikke indsatsen til tåneglene, men det var et enestående stykke arbejde at få lov til at lave. 36 timers effektiv sendetid ialt.  Det var dengang i stenalderen, hvor DR havde teknikere i stedet for fumlerier, stress og udfald, og de var skønne samarbejdspartnere. Vi brugte som regel alle 18 spor samtidig for at få fortællingens stemning til at være helt korrekt. Når jeg lavede klippemanus til udsendelserne, så lyttede jeg lyd-cd’er fra DRs diskotek til den store guldmedalje. Omkring 5000 skæringer til hver udsendelse: hestehove, hesteprust, vrinsken for slet ikke at tale om bier, myg, cikader, græshopper, vindpust, floder, æsler og drager. Lyden til dragen Smaug lavede jeg ved hjælp af en BBC-optagelse af en snorkende krokodille!  Jeg blev også inspireret til at lave mange lydeffekter på min nagra-båndoptager. Dragen Smaug, der falder ned over den brændende by, er lavet ved at pakke min mikrofon ind i sølvpapir og rode rundt med den i min fyldte køkkenaffaldspose, men det kommer naturligvis aldrig ud til offentligheden. Heller ikke at de knagende skibsplanker i Herman Melvilles “Moby Dick” er lavet ved hjælp af de drejbare træknapper på min købmandsdisk, der kunne få en smittende lighed med en hvalfangerskude i søgang. “Hobbitten” blev også udgivet som cd af DR Multimedie og bed sig så godt fast, at jeg stadig i dag får løbende forespørgsler om både den og udsendelserne. Radioårene gav en Prix Nordica-pris for serien “Snabelsko og gåsetænder”, som jeg lavede over mine ækle æventyr.  Til toppen

RIMENE.

Med Fuzzy

Rimet har altid haft en magisk kraft for mennesker lige fra messen til kædedans. Det er en rytmisk historiefortælling efter helt bestemte regler, der sætter lytteren i en dybt meditativ tilstand. Jeg har arbejdet med det i mange forskellige former. Dels som børnerim og børnesange i bøger som “Der er ugler i mosen”, “Den sorte Bastian” og “TRE SMÅ SOLDATER VENDTE HJEM FRA GRILLEN OG ANDRE ANDERLEDES BØRNESANGE”. Dels som digte i samlingerne “Fuglefri”, “Hvor er fyrvogteren?” og “Året rundt på gulvet”. Over årene er digtene også blevet til mange samarbejder med dejlige sangere og musikere som Povl Dissing, Nanna, M. C. Einar, Per Vers, Bente Kure, Fuzzy, Trio Mio, Christian Søgaard, Leif Ernstsen, Steen T., Morten Musicus, Anders Bast, Peter Steenild, Willy Jönsson, Hugo Rasmussen og mange flere. Fuzzy kom jeg til at arbejde sammen med, da vi blev bestilt af Kaspar Holten til at lave en børneopera til Hofteatret. Det blev en virkelig skæg proces med Kasper som instruktør, og operaen var del af et udvekslingssamarbejde på tværs af Øresund, så vi havde debut i Sverige, og svenskerne havde debut i Danmark. Operaen kom til at hedde “Heksemutter Mortensen og den fede kalkun”.  Samtidig arbejdede jeg sammen med Eva Kondrup på operaen “Neja” til “Den anden opera”. Det lykkedes, men desværre under en masse bøvl, og min egen slutning på historien er fjernet fra den endelige version. Moralen blev væk.  Musikken og sangene brugte jeg også i min teaterdebut for “Det danske teater” “En måge over Ejer Baunehøj”, der var iscenesat af Emmet Feigenberg, og i mit teaterstykke “Ali Babas kameler” på “Det lille teater”. Skønne, skæve sange! Paul Arne Kring lavede tre pragtfulde kameler til stykket, der i dag er udstillet på Hofteatrets museum.  Mine digte har jeg også brugt som en vigtig ingrediens i romanen “Hr. og fru Dicht i Island” og min krimiroman “Julius afsind”. Endnu en herlig farve på sprogets palet!  Lyt til mine sange under discografi og læs mere om de enkelte produktioner i produktionsoversigten.

Til toppen

HISTORIEFORTÆLLINGEN.

Det rum, der skabes omkring den levende fortælling, er et nært og varmt menneskeligt fællesskab, som vi havde det i de gode, gamle dage, inden fladskærmene gjorde verden flad. Det var fascinerende for anden gang i mit liv at være frontkæmper for en udtryksform, som jeg var det med tegneserierne.  Siden starten i 1990 har jeg rejst landet tyndt og fortalt mine historier både solo og med musik, der jo også var en uundværlig formidler helt tilbage til folkesangenes fortællinger. Jeg har optrådt sammen med Trio Confetti, Steen T., Trio Mio, Fuzzy, Christian Søgaard og mange flere. Fortællingen ændrer altid form efter instrumentets farve. Det bliver både en leg og en improvisation mellem musikeren, fortælleren og publikum.  Jeg har optrådt lige fra Bellacenter og Loppen over Statens Museum for Kunst og Glyptoteket til Ljungby Berätterfestival og Svalegangen og på højskoler og biblioteker over hele landet. I fem år stod jeg for fortællescenen i Højskolernes Telt på Roskilde Festivalen, hvor vi blev et regulært tilløbsstykke. Jeg fortalte sammen med perler som Carsten Islington, Bent Lumholt, Carl Quist Møller, Hans Laurens, Vigga Bro, Lise Marie Nedergaard og Ibrahima Sory Giallo.  Fortællekunsten har givet mig en stor frihed i min brug af ord i mine bøger. Når man jonglerer med dem under en optræden, så er betalingen cash on the barrelhead. Stemmer, pauseringer, underspil, overdrivelser… alt skal sidde lige i øjet for at beholde den intense kontakt med publikum, der er det aller vigtigste for mig for at kunne male sprogbilleder. Jeg udgiver aldrig mere en bog uden at have hørt den læst op.  Tjek, hvor jeg optræder næste gang under “Optrædener“. Få mig på besøg via “Bestilling af foredrag og fortællinger“.

Til toppen

FILMENE.

Min ‘filmkarriere’ har været lige så kulørt som resten af mit liv. Jeg startede med at lære Bjørk at spille blind i Lars von Triers film “Dancer in the dark” fra 2000. Hun fortalte mig om forholdet til Lars: “He plays me like a flute!”, men senere gik der skidt i pusterøret. Ifølge Lars spiste hun sin trøje i arrigskab.  Rebecca Arthy tegnede til mit bidrag til en computer-filmby, som Zentropa lavede. Sarita Christensen arbejdede også for dem, da jeg skrev filmmanuskriptet “Da Dagny Dolly gik igen”. Desværre blev det aldrig til noget. Til gengæld lavede Saritas nye selskab “Copenhagen-Bombay Productions” kortfilmen “Den Lilla Møghætte og Pulven”, der blev tegnet af brødrene Fisker og indtalt af mig i 2007.

Bonnie MBulu og mig på plakaten i

Jons forsidefoto til bogen

Jon Bang Carlsen ringede til mig 14 dage efter, at jeg på grund af arbejdspres havde opgivet en ferie i Cape Town, Sydafrika. Han bad mig om at spille hovedrollen i hans film “Blinded angels” sammen med Bonnie MBuli. Filmen blev optaget i: Cape Town, Sydafrika! Processen var både krævende og eksotisk. Efter 10 timers optagelse skulle jeg hjem og lære replikkerne til næste dag. Jeg kendte overhovedet ikke manuskriptet på forhånd. Processen var dødspændende, …ikke mindst da hele filmholdet nær var gået op i luer under en skovbrand på toppen af det bjerg, hvor vi optog! Jon har brugt optagelserne fra de dramatiske øjeblikke i filmen.

Foto fra

Jeg blev inviteret til at spille en birolle i Erik Clausens “Ledsaget udgang” og som rollemodel i Jonas Elmers “Nønne”, men ingen af stederne kunne vi få kalenderne til at gå i hak, så mit næste forsøg på at slå John Wayne ud blev i Morten Boserups kortfilm “Promise” over Gary Romains bog “Morgenrødens løfte”.  I 2010 lavede jeg sammen med musikeren Ane Østergaard en kortfilm til Århus festuge 2010 i samarbejde med Ja-film. De har lagt et flot stykke arbejde i projektet, der blandt andet skal vises på husgavle under festugen sammen med fire andre kortfilm.  Se filmen her: [stream flv=x:/runetkidde.dk/wp-content/uploads/2010/12/VTS_01_1.flv img=x:/runetkidde.dk/wp-content/uploads/2010/12/VTS_01_1.flv embed=true share=true width=400 height=224 autostart=false /] Til toppen

ROMANERNE.

Far lavede forsideillustrationer til alt lige fra Halldór Laxness’ “Salka Valka” til Heinesens “Det gode håb” og gennemillustrerede Kiplings dyrefabler og Anna Sofie Seidelins genfortællinger af det nye og det gamle testamente. Mor læste altid. Bøger som Mihael Sjolokovs “Stille flyder Don” eller Frederik Paludan-Müllers ” Adam Homo”. Derfor blev jeg født ind i en bog fyldt med eventyr, rejser og beretninger fra alle tider, steder og kulturer. En forunderlig og fantastisk tidsmaskine. Jeg læser stadig i dag mellem 2 og 5 bøger om ugen for at stille min glubende nysgerrighed efter ukendte tider og sind. (Du kan se min pointgivning af omkring 1000 bøger i afsnittet “Kiddes bogskab“).  Med romanen “Hr. og fru Dicht i Island”, 2008, nåede jeg frem til det sted, jeg altid har ønsket mig at være: En mytefortæller, der har været gennem et stort antal genrer i sin egen produktion og samtidig har læst virkelig mange bøger af andre forfattere. Det har altid betydet meget for mig at mærke nærværet af kollegernes dyster med det skrevne ord, og at mærke deres tilstedevær. Mange af mine yndlingsforfattere har jeg besøgt så kort tid efter deres død, at de stadig var lyslevende til stede i deres hjem: Jeg har sovet i William Heinesens soveværelse og siddet ved Halldur Laxness skrivebord med en af hans nedslidte blyantsstumper i hånden. Min store samling af bøger med forfatternes dedikationer har også givet mig en hilsen og et håndtryk. På den måde har jeg mærket nærværet af Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Herman Hesse, Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf. Mange bøger er blevet dedikeret personligt til mig, blandt andet klassikere af vor tids største nordiske forfattere Hallgrimur Helgason og Per Olov Enquist, som har inspireret mig meget.

Med Per Olov Enquist på Bogmessen i Forum 2009. Jeg fik en dedikation i en førsteudgave af hans debutbog

I “Hr. og fru Dicht i Island” maler jeg et tragikomisk billede med rødder i det absurde teater. Under spændende, forrykte og morsomme optrin på vejen Island rundt i bil kæmper Dicht med kunsten og digtet. Øen midt i Atlanterhavet giver fornemmelsen af saga og drama, men det er kun et abstrakt genskær, der når Dicht. Han får ikke andet end turistens hæsblæsende indtryk af øen. Under en voldsom storm bliver Dicht imidlertid bragt tilbage til virkeligheden, og naturens kræfter lukker hans sind op i pulsende digtstrofer. Han glemmer et kort øjeblik både sig selv og den kunstmani, der holder ham fast i et kronisk og morsomt navlepilleri, og kunsten får lov at leve. Under sejlturen hjem til Danmark skiller Dicht naturligvis ad igen. Bogen er min kommentar til kunstens overfladiskhed i dag, men også en skrupskør og poetisk rejse Island rundt.  “Julius afsind”, 2009, er et aldeles anderledes kriminaldrama, men også en alvorlig historie om den upåagtede ondskab og ondskabens væsen. Det er på én gang en punket og poetisk psykothriller og en advarsel om tilværelsens blinde vinkler.  Bogen blev nomineret til DRs romanpris som en af årets 6 bedste bøger.

“Sandhedens djævlekløer”, 2011, er den dramatiske fabel om Grigori Rasputin og zarrigets fald under 1. verdenskrig. En fattig bondesøn fra Sibirien havner midt i Sankt Petersborgs svulmende overflod. Var han sort munk, sexgal boheme, svindler og zarinaens elsker, eller

“Sandhedens djævlekløer” Modtryk, 2011.

var han en stærkt troende mand, hvis syn af Jomfru Maria bar ham til magtens øverste tinder? Historiens mest klæbrige sladderhistorier er blevet hæftet på Rasputins navn. I en blanding af fabel, eventyr og krønike beskriver jeg Rasputins dramatiske liv fra fødsel til død og laver en uhyggelig parafrase på verden af i dag. Jeg stiller sandheden overfor løgnen, troen overfor seksualiteten og naturen overfor civilisationen.

“Dødssøbølger”, 2012, er efter min egen mening det bedste, jeg nogen sinde har skrevet, og den er mit enmandskorstog mod det gedemarked af krimier, kogebøger og biografier, der ødelægger ethvert udtryk på det skønlitterære marked for øjeblikket. Et bud på noget helt nyt og anderledes.

DØDSSØBØLGER, Modtryk, 2012.

“Dødssøbølger” er fortællingen om en forslået og nøgen mand, der en nat ankommer forrykt til Sank Johannes Hospital. Den Psykiatriske overlæge får en uhyggelig historie ud af ham gennem lange samtaler, men alt er på intet tidspunkt, som det skal være.

Patienten påstår at hedde Jogvan og at være vokset op i mørke lagerbygninger med ophuggede skibe i Torshavn. Han har ingen kontakt med sin mor, Brynhild, som får et hjerteslag, da Jogvan vil bryde tavsheden imellem dem. Inden hun dør, når hun at fortælle, at hun har set Jogvans far som en ond ånd fanget mellem himmel og helvede. Han har sejlet som kaptajn og forbander Brynhild, der har fået flere halvsøskende til Jogvan med andre mænd. Jogvan er chokeret, især da han får at vide, at faren også har horet sig gennem verden og føjet endnu flere stedsøskende til hans stamtavle. Fortvivlet søger Jogvan ud på de syv have for at lede efter sin far og sine søskende. En Voldsom, grotesk og surrealistisk rejse, hvor både tid og bevidsthed går i skred. Det er et højeksplosivt togt gennem anima og animus, højre og venstre hjernehalvdel og alfa, beta, ceta og deltahjernebølger.  Handlingen følger en rød tråd, der hele tiden fører læseren på vildspor, men knyttes sammen i et makabert klimaks til slut. “Dødssøbølger” er til trods for sit totale nedbrud en opskrift på, hvad vi skal stille op med menneskets indre kræfter, inden det er for sent.

FAR OG MOR.

TEGNESERIERNE.

GENNEMBRUDDET.

BLINDHEDEN, DANMARKS RADIO.

RIMENE.

HISTORIEFORTÆLLINGEN.

FILMENE.

ROMANERNE.

FAR OG MOR.

Far efter udgivelsen af Selma Lagerlöfs “Gösta Berlings Saga” i 1967. Klintholmvej i Faldsled. Fotograf Knudsen, Berlingske Tidende. Fars efterladte arbejder findes idag på Vejle Kunstmuseum, og du kan få et indtryk af ham i min bog “KVINDFOLK”, Modtryk, 2002.

Far efter udgivelsen af Selma Lagerlöfs “Gösta Berlings Saga” i 1967. Klintholmvej i Faldsled. Fotograf Knudsen, Berlingske Tidende. Fars efterladte arbejder findes idag på Vejle Kunstmuseum, og du kan få et indtryk af ham i min bog “KVINDFOLK”, Modtryk, 2002.

Jeg blev født i Bellinge uden for Odense 1957. Min far var grafiker, maler og illustrator Thormod Kidde (1925-1996), og jeg er vokset op inden i en bog, fordi jeg gennem hele min opvækst har fulgt hans arbejde med store illustrationsopgaver som Preben Ramløvs Danske folkeeventyr, Selma Lagerlöfs Gösta Berlings Saga eller Ingemanns historiske romaner. “Man skal ikke male fanden på væggen, for det er aldrig der, han dukker op”, sagde far, mens han bakkede på majspiben og malede klædeskabene med blomstrende æbletræer og badekarret med abstrakte oceanider. På garagevæggen lavede han et relief af Suzanna i badet i cement.

Min mor Kit Kidde (1929-1997) var engelsk korrespondent og arbejdede i min barndom med keramik, stoftryk, teater og sang. Jeg blev født ind i det kreative på godt og ondt. På den ene side pantefogeder, der hamrede på døren, når far ikke kunne få stregerne til at nå halen af regningerne, og min mor, der led af mange og voldsomme nervesammenbrud. På den anden side redaktører, mediefolk og kunstnere, der ofte besøgte mine forældre, især efter at vi flyttede til et rødt, stråtækt bindingsværkshus i Faldsled på sydfyn i 1962.

Jeg husker tydeligt, at mor til min store beskæmmelse kritiserede et af mine første større romanværker med ordene: “Man kan altså ikke åbne vinduerne i en flyver!”, men sådan er det altid med kritikere. De hæfter sig ved petitesser.

Til toppen

TEGNESERIERNE.

Jeg voksede op sammen med det gryende danske tegneseriemiljø, udgav mit eget lille undergrundsblad ” “Blomstrende spaghetti” med tegneserier og kom på den måde i kontakt med Henning Kure, der udgav mine to første overgrunds-albums “Rune T. Kidde” og “Man siger så meget” i 1980.

Jeg tegnede på alt inden for rækkevidde. Kaffeposer, kuverter, tørrede græskar og enkelte stykker tilnærmelsesvis normalt papir. Jeg mødte alle tegneseriens pionerer, som blev drivkræfterne bag det vældige boom: Peter Madsen, Peter Kielland, Mik Shack, Kim Fupz Åkeson, Jørgen Mogensen, Paul Arne Kring, Ingo og Freddy Milton og Sussi Bech. Claus Deleuran var også en af dem. Han tænkte altid i ualmindelig lang tid, når man spurgte ham om noget, og den første gang, jeg skulle besøge ham, kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg skulle svinge af fra hovedvejen. Jeg ringede og spurgte. Tavshed. Tavshed i MEGET lang tid, så kom endelig svaret på syngende fynsk: “Der står i g!” Det gjorde der ganske rigtigt også. På et andet tidspunkt skulle jeg invitere ham med til en tegneserieudstilling i Erlangen i Tyskland. Efter en LAAANG pause svarede Claus: “Der har jæ væær’. Jæ fik i boll mæ ost”, og så var den sag afgjort.

Henning Kure var også udsprunget af fanbevægelsen, og han samlede mange af de bedste kunstnere fra den periode omkring sig på Arne Stenbys forlag Interpresse i Bagsværd. Jeg arbejdede nogle år som redaktør på Interpresse for Basserne, Fantomet, Underground og tegneserietidsskriftet Komix samtidig med, at jeg blandt meget andet lavede idéoplæg til Mort Walker på Basserne og Gilbert Shelton på “Flipkompagniet”.

Sidst men ikke mindst mødte jeg mit hjertes Marianne, der var Arne Stenbys niece. Vi har nu fejret vores sølvbryllup forlængst, hvilket undrer mig umådeligt, vores unge alder taget i betragtning, men det må være noget med slidhuller i tidslommerne!

Marianne, Arne Stenby og mig, 1992. Arnes første ord til mig var:

Det med tegneserierne var en ren og skær tilfældighed. Processen og entusiasmen i tegneseriens lille kulturkamp var det, der tændte mig. Alt boblede og gærede alle vegne, og jeg var med til at starte tegnestuerne “Gimle” og “Tegneserieværkstedet” og stifte undergrundsforlaget “Balder & Brage”, mens jeg skrev og tegnede for mange aviser og ugeblade som Svikmøllen, Politiken, Ekstra Bladet, Månedsbladet Press, København, Det ukendte, Vision og talløse fanzines.

Til toppen

GENNEMBRUDDET.

Kulturminister H. P. Clausen overrakte mig Pingprisen i 1984. Jørgen Mogensen,

Jeg fik Ping-prisen overrakt af kulturminister H. P. Clausen i 1984, og albummet “Den Lilla Møghætte og pulven” udkom som mit første “hit” på Ekstra Bladets Forlag i 1987. Det kører nu i 12te oplag og er kommet i både radio, teater, tegnefilm, opera og bogudgave også for at få historierne til at sprælle og leve i mange dimensioner.

Jeg elsker at skabe en historie om til vidt forskellige medier, for det er et helt nyt udtryk hver gang. Tegneserierne kombinerer ordet med billeder, radioudsendelserne kombinerer dem med lyd, operaen kombinerer dem med musik og så videre og så videre. Forvandlingen er lige livgivende og lærerig hver gang.

De to succeser “Øldrikkerens lille grønne”, 1985, og “Litterærlige klassikere”, 1988, kom samtidig med, at jeg skrev historier til “Anders And og co.” og lavede børnebøger.

Den sidste side, jeg tegnede overhovedet, blev en fed måde at slutte tegneseriedelen af mit liv af på. Det var serien om pissehuen, der blev offentliggjort første gang i “Månedsbladet Press”. Jeg frygtede en overgang, at der ville komme til at stå: “Her hviler pissehuens skaber” på min gravsten!

Se tegneseriestriben ‘Pissehuen’ her.

Du kan se alle mine udgivelser fra tegneserietiden under bibliografi og læse uddrag og presseomtale om dem.

Til toppen

BLINDHEDEN, DANMARKS RADIO.

Da jeg blev blind i 1990, kunne det heldigvis ikke knække mig. Mors skrøbelige sind havde givet mig meget voldsomme depressioner i næsten 15 år, men jeg fik kæmpet mig fri på egen hånd. Blindheden var ikke tilnærmelsesvis så svær at tackle som depressionerne. Jeg havde lært, hvordan jeg skulle undgå de sorte huller. Det var knaldhårdt i starten, men jeg arbejdede nonstop, mens jeg lærte mine nye veje at kende, og lige fra begyndelsen af gav det mig muligheden for at prøve kræfter med helt nye kreative udfordringer.

Jeg blev freelancer for Danmarks Radio p1, p2 og p3 i omkring 10 år. Da jeg mistede synet totalt, arbejdede jeg for Karen Fougner og Hans Sydow på ungdomsprogrammet “Caramba”. Jeg ringede til Karen og sagde, at nu var det slut. “Er du blevet blind”, sagde Karen. “Nå, men så skal du da bare lave noget mere radio! Det blev famous first words til de bedste år af mit liv.  For p1 lavede jeg rejsemontager og reportager fra blandt andet Kina, Japan, Færøerne, Frankrig, Caribien og Tyskland.

Sammen med den 84-årige yokobue-spiller Ishikawa-san og japansktalende Kristine Ahrensbach i Japan, 1992. Rejsen blev til dokumentarudsendelsen

Min egen yndlingsudsendelse er reportagen “Shinto, bonzai og yokobue”, hvor jeg rejste sammen med en tolk og fik lov til at møde det gamle Japan, som jeg har elsket lige siden min barndom. Jeg talte med en gammel shintopræst om naturreligionens myter og guder, med en gammel bonzaimester om kunsten at lave minaturetræer, og jeg hørte den 78-årige yokobue-spiller Ishikawa-san spille og fortælle om sin kunst. Det var en ualmindeligt stor ære, da jeg fik lov til at røre ved hans 100 år gamle bambusfløjte, der havde fulgt ham til religiøse fester i 70 år. Tiden stod helt stille et øjeblik.  En anden spændende opgave var de dramatiserede fortællinger til p3 børneradio. Jeg blev inviteret til at lave programmerne af herlige Carsten Overskov og lavede blandt andet 3 år i træk en udgave af J. R. R. Tolkiens “Hobbitten” og “Eventyret om ringen”. Lønnen nåede ikke indsatsen til tåneglene, men det var et enestående stykke arbejde at få lov til at lave. 36 timers effektiv sendetid ialt.  Det var dengang i stenalderen, hvor DR havde teknikere i stedet for fumlerier, stress og udfald, og de var skønne samarbejdspartnere. Vi brugte som regel alle 18 spor samtidig for at få fortællingens stemning til at være helt korrekt. Når jeg lavede klippemanus til udsendelserne, så lyttede jeg lyd-cd’er fra DRs diskotek til den store guldmedalje. Omkring 5000 skæringer til hver udsendelse: hestehove, hesteprust, vrinsken for slet ikke at tale om bier, myg, cikader, græshopper, vindpust, floder, æsler og drager. Lyden til dragen Smaug lavede jeg ved hjælp af en BBC-optagelse af en snorkende krokodille!  Jeg blev også inspireret til at lave mange lydeffekter på min nagra-båndoptager. Dragen Smaug, der falder ned over den brændende by, er lavet ved at pakke min mikrofon ind i sølvpapir og rode rundt med den i min fyldte køkkenaffaldspose, men det kommer naturligvis aldrig ud til offentligheden. Heller ikke at de knagende skibsplanker i Herman Melvilles “Moby Dick” er lavet ved hjælp af de drejbare træknapper på min købmandsdisk, der kunne få en smittende lighed med en hvalfangerskude i søgang. “Hobbitten” blev også udgivet som cd af DR Multimedie og bed sig så godt fast, at jeg stadig i dag får løbende forespørgsler om både den og udsendelserne. Radioårene gav en Prix Nordica-pris for serien “Snabelsko og gåsetænder”, som jeg lavede over mine ækle æventyr.  Til toppen

RIMENE.

Med Fuzzy

Rimet har altid haft en magisk kraft for mennesker lige fra messen til kædedans. Det er en rytmisk historiefortælling efter helt bestemte regler, der sætter lytteren i en dybt meditativ tilstand. Jeg har arbejdet med det i mange forskellige former. Dels som børnerim og børnesange i bøger som “Der er ugler i mosen”, “Den sorte Bastian” og “TRE SMÅ SOLDATER VENDTE HJEM FRA GRILLEN OG ANDRE ANDERLEDES BØRNESANGE”. Dels som digte i samlingerne “Fuglefri”, “Hvor er fyrvogteren?” og “Året rundt på gulvet”. Over årene er digtene også blevet til mange samarbejder med dejlige sangere og musikere som Povl Dissing, Nanna, M. C. Einar, Per Vers, Bente Kure, Fuzzy, Trio Mio, Christian Søgaard, Leif Ernstsen, Steen T., Morten Musicus, Anders Bast, Peter Steenild, Willy Jönsson, Hugo Rasmussen og mange flere. Fuzzy kom jeg til at arbejde sammen med, da vi blev bestilt af Kaspar Holten til at lave en børneopera til Hofteatret. Det blev en virkelig skæg proces med Kasper som instruktør, og operaen var del af et udvekslingssamarbejde på tværs af Øresund, så vi havde debut i Sverige, og svenskerne havde debut i Danmark. Operaen kom til at hedde “Heksemutter Mortensen og den fede kalkun”.  Samtidig arbejdede jeg sammen med Eva Kondrup på operaen “Neja” til “Den anden opera”. Det lykkedes, men desværre under en masse bøvl, og min egen slutning på historien er fjernet fra den endelige version. Moralen blev væk.  Musikken og sangene brugte jeg også i min teaterdebut for “Det danske teater” “En måge over Ejer Baunehøj”, der var iscenesat af Emmet Feigenberg, og i mit teaterstykke “Ali Babas kameler” på “Det lille teater”. Skønne, skæve sange! Paul Arne Kring lavede tre pragtfulde kameler til stykket, der i dag er udstillet på Hofteatrets museum.  Mine digte har jeg også brugt som en vigtig ingrediens i romanen “Hr. og fru Dicht i Island” og min krimiroman “Julius afsind”. Endnu en herlig farve på sprogets palet!  Lyt til mine sange under discografi og læs mere om de enkelte produktioner i produktionsoversigten.

Til toppen

HISTORIEFORTÆLLINGEN.

Det rum, der skabes omkring den levende fortælling, er et nært og varmt menneskeligt fællesskab, som vi havde det i de gode, gamle dage, inden fladskærmene gjorde verden flad. Det var fascinerende for anden gang i mit liv at være frontkæmper for en udtryksform, som jeg var det med tegneserierne.  Siden starten i 1990 har jeg rejst landet tyndt og fortalt mine historier både solo og med musik, der jo også var en uundværlig formidler helt tilbage til folkesangenes fortællinger. Jeg har optrådt sammen med Trio Confetti, Steen T., Trio Mio, Fuzzy, Christian Søgaard og mange flere. Fortællingen ændrer altid form efter instrumentets farve. Det bliver både en leg og en improvisation mellem musikeren, fortælleren og publikum.  Jeg har optrådt lige fra Bellacenter og Loppen over Statens Museum for Kunst og Glyptoteket til Ljungby Berätterfestival og Svalegangen og på højskoler og biblioteker over hele landet. I fem år stod jeg for fortællescenen i Højskolernes Telt på Roskilde Festivalen, hvor vi blev et regulært tilløbsstykke. Jeg fortalte sammen med perler som Carsten Islington, Bent Lumholt, Carl Quist Møller, Hans Laurens, Vigga Bro, Lise Marie Nedergaard og Ibrahima Sory Giallo.  Fortællekunsten har givet mig en stor frihed i min brug af ord i mine bøger. Når man jonglerer med dem under en optræden, så er betalingen cash on the barrelhead. Stemmer, pauseringer, underspil, overdrivelser… alt skal sidde lige i øjet for at beholde den intense kontakt med publikum, der er det aller vigtigste for mig for at kunne male sprogbilleder. Jeg udgiver aldrig mere en bog uden at have hørt den læst op.  Tjek, hvor jeg optræder næste gang under “Optrædener“. Få mig på besøg via “Bestilling af foredrag og fortællinger“.

Til toppen

FILMENE.

Min ‘filmkarriere’ har været lige så kulørt som resten af mit liv. Jeg startede med at lære Bjørk at spille blind i Lars von Triers film “Dancer in the dark” fra 2000. Hun fortalte mig om forholdet til Lars: “He plays me like a flute!”, men senere gik der skidt i pusterøret. Ifølge Lars spiste hun sin trøje i arrigskab.  Rebecca Arthy tegnede til mit bidrag til en computer-filmby, som Zentropa lavede. Sarita Christensen arbejdede også for dem, da jeg skrev filmmanuskriptet “Da Dagny Dolly gik igen”. Desværre blev det aldrig til noget. Til gengæld lavede Saritas nye selskab “Copenhagen-Bombay Productions” kortfilmen “Den Lilla Møghætte og Pulven”, der blev tegnet af brødrene Fisker og indtalt af mig i 2007.

Bonnie MBulu og mig på plakaten i

Jons forsidefoto til bogen

Jon Bang Carlsen ringede til mig 14 dage efter, at jeg på grund af arbejdspres havde opgivet en ferie i Cape Town, Sydafrika. Han bad mig om at spille hovedrollen i hans film “Blinded angels” sammen med Bonnie MBuli. Filmen blev optaget i: Cape Town, Sydafrika! Processen var både krævende og eksotisk. Efter 10 timers optagelse skulle jeg hjem og lære replikkerne til næste dag. Jeg kendte overhovedet ikke manuskriptet på forhånd. Processen var dødspændende, …ikke mindst da hele filmholdet nær var gået op i luer under en skovbrand på toppen af det bjerg, hvor vi optog! Jon har brugt optagelserne fra de dramatiske øjeblikke i filmen.

Foto fra

Jeg blev inviteret til at spille en birolle i Erik Clausens “Ledsaget udgang” og som rollemodel i Jonas Elmers “Nønne”, men ingen af stederne kunne vi få kalenderne til at gå i hak, så mit næste forsøg på at slå John Wayne ud blev i Morten Boserups kortfilm “Promise” over Gary Romains bog “Morgenrødens løfte”.  I 2010 lavede jeg sammen med musikeren Ane Østergaard en kortfilm til Århus festuge 2010 i samarbejde med Ja-film. De har lagt et flot stykke arbejde i projektet, der blandt andet skal vises på husgavle under festugen sammen med fire andre kortfilm.  Se filmen her: [stream flv=x:/runetkidde.dk/wp-content/uploads/2010/12/VTS_01_1.flv img=x:/runetkidde.dk/wp-content/uploads/2010/12/VTS_01_1.flv embed=true share=true width=400 height=224 autostart=false /] Til toppen

ROMANERNE.

Far lavede forsideillustrationer til alt lige fra Halldór Laxness’ “Salka Valka” og Heinesens “Det gode håb” og gennemillustrerede Kiplings dyrefabler og Anna Sofie Seidelins genfortællinger af det nye og det gamle testamente. Mor læste altid. Bøger som Mihael Sjolokovs “Stille flyder Don” eller Frederik Paludan-Müllers ” Adam Homo”. Derfor blev jeg født ind i en bog fyldt med eventyr, rejser og beretninger fra alle tider, steder og kulturer. En forunderlig og fantastisk tidsmaskine. Jeg læser stadig i dag mellem 2 og 5 bøger om ugen for at stille min glubende nysgerrighed efter ukendte tider og sind. (Du kan se min pointgivning af omkring 1000 bøger i afsnittet “Kiddes bogskab“).  Med romanen “Hr. og fru Dicht i Island”, 2008, nåede jeg frem til det sted, jeg altid har ønsket mig at være: En mytefortæller, der har været gennem et stort antal genrer i sin egen produktion og samtidig har læst virkelig mange bøger af andre forfattere. Det har altid betydet meget for mig at mærke nærværet af kollegernes dyster med det skrevne ord, og at mærke deres tilstedevær. Mange af mine yndlingsforfattere har jeg besøgt så kort tid efter deres død, at de stadig var lyslevende til stede i deres hjem: Jeg har sovet i William Heinesens soveværelse og siddet ved Halldur Laxness skrivebord med en af hans nedslidte blyantsstumper i hånden. Min store samling af bøger med forfatternes dedikationer har også givet mig en hilsen og et håndtryk. På den måde har jeg mærket nærværet af Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Herman Hesse, Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf. Mange bøger er blevet dedikeret personligt til mig, blandt andet klassikere af vor tids største nordiske forfattere Hallgrimur Helgason og Per Olov Enquist, som har inspireret mig meget.

Med Per Olov Enquist på Bogmessen i Forum 2009. Jeg fik en dedikation i en førsteudgave af hans debutbog

I “Hr. og fru Dicht i Island” maler jeg et tragikomisk billede med rødder i det absurde teater. Under spændende, forrykte og morsomme optrin på vejen Island rundt i bil kæmper Dicht med kunsten og digtet. Øen midt i Atlanterhavet giver fornemmelsen af saga og drama, men det er kun et abstrakt genskær, der når Dicht. Han får ikke andet end turistens hæsblæsende indtryk af øen. Under en voldsom storm bliver Dicht imidlertid bragt tilbage til virkeligheden, og naturens kræfter lukker hans sind op i pulsende digtstrofer. Han glemmer et kort øjeblik både sig selv og den kunstmani, der holder ham fast i et kronisk og morsomt navlepilleri, og kunsten får lov at leve. Under sejlturen hjem til Danmark skiller Dicht naturligvis ad igen. Bogen er min kommentar til kunstens overfladiskhed i dag, men også en skrupskør og poetisk rejse Island rundt.  “Julius afsind”, 2009, er et klassisk kriminaldrama, men også en alvorlig historie om den upåagtede ondskab og ondskabens væsen. Det er på en gang en punket og poetisk psykothriller og en advarsel om tilværelsens blinde vinkler.  Bogen blev nomineret til DRs romanpris som en af årets 6 bedste bøger og fik store anmelderroser. Her et uddrag af et par af dem: Katinka Bruun skrev i Weekendavisen:  “Kidde fortæller med et så kollosalt sprogligt overskud og drive, at man snart lægger sig fladt ned af beundring”.  Jan Vanddal skrev i 24 timer:  “Julius afsind er en vild bog. Den er en lang, forunderligt fængende vanvidshistorie og morderisk bersærkergang af islandske sagadimensioner. Fascinerende, fabulerende billedsprog og sprudlende farlig fantasi for fuld udblæsning”.  Arne Mariager skrev i Vejle Amts Folkeblad:

Mig i Offermosen, Sagnlandet Lejre, hvor Julius Afsind slutter.

Mig i Offermosen, Sagnlandet Lejre, hvor Julius Afsind slutter.

“Gid bogen får mange læsere, for den er så gribende smuk, at det gør ondt helt ind i sjælen. Det er en helt og aldeles original fortælling og en helt og aldeles anderledes krimi. En oplevelse af dimensioner, jeg sjældent har oplevet hos nyere danske forfattere, selv om talrige har forsøgt. Der er steder i denne roman, hvor en dansk forfatter når nærmest Steinbeckske fortællehøjder. Det er blændende fortalt. Det er en vidunderlig bog”.  “Sandhedens djævlekløer”, 2011, er den dramatiske fabel om Grigori Rasputin og zarrigets fald under 1. verdenskrig. En fattig bondesøn fra Sibirien havner midt i Sankt Petersborgs svulmende overflod. Var han sort munk, sexgal boheme, svindler og zarinaens elsker, eller var han en stærkt troende mand, hvis syn af Jomfru Maria bar ham til magtens øverste tinder? Historiens mest klæbrige sladderhistorier er blevet hæftet på Rasputins navn. I en blanding af fabel, eventyr og krønike beskriver jeg Rasputins dramatiske liv fra fødsel til død og laver en uhyggelig parafrase på verden af i dag.